Julekort 2021

Klik på foto for større billede!

Kære alle

Hvem havde troet, at vi også i denne jul, skulle forholde os til Corona! Heldigvis har vi haft en lang periode, hvor næsten alt har været normalt. Vi har nu fået vores 3. vaccinestik.

D. 4. september kunne vi endnu en gang glæde os over at blive bedsteforældre, og Kaia blev en stolt storesøster. Lille Neel vokser godt, bliver mere og mere opmærksom på verden omkring sig, og har meget let til et smil. Kaia er fortsat den, der bringer stor glæde i vores hjerter. Vi nyder at være sammen med hende, og det er vi heldigvis ofte. Hun bliver 3 år i december og skal flytte fra vuggestuen til børnehaven. Snakken går rigtig godt, ordforrådet er stort, og hun forstår rigtig meget, så det bliver sjovere og sjovere.

Lasse har haft endnu et år hjemme i DK og har rigtig travlt. I de sidste par år har han primært arbejdet på et større dansk projekt med en del mødeaktivitet (on-line), som har krævet at han er i samme tidszone. Hans roam-mate, Sofie, har anskaffet sig en hundehvalp, Izak, som nu er blevet pæn stor (en labrador-blandig). Lasse er jo glad for dyr, så han har nydt at være med til luftning og hundetræning. Sofie og Izak er nu flyttet i egen lejlighed, men kun et stenkast fra Lasse, så de holder stadig kontakt.

For Malene og Thomas har det været et hårdt år med fortsat renovering af huset i Espergærde. De har fået den skønneste store stue/køkken/alrum og flere værelser er også sat i stand. De har nok at se til med deres to dejlige piger, men de er gode til at give sig tid til små udflugter. Sommerferien holdt de på Samsø sammen med Malenes forældre. Thomas har været presset på sit arbejde på børnehjemmet og er nu langtidssygemeldt med stress. Malene har barselsorlov fra Dinesen Gulve, hvor hun er glad for at være. Peter har fortsat haft travlt med at hjælpe med forskellige opgaver. Med mange års erfaring som handy-man kan Thomas lære mange ting, så han er snart en stabil håndværker.

Jeg har desværre fået slidgigt i mine hofter, hvor det heldigvis kun er den ene der generer mig. Det sætter dog nogle begrænsninger på mine/vores aktiviteter og det er rigtig øv! Jeg har fået en rigtig god el-cykel og det er til stor glæde for os begge. Nu kan jeg bedre følge med Peter og han får mere ud af vores fælles cykelture.

Vores forårsferie med campingvogn gik i år til Stevns og efterfølgende Kragenæs, som har Lollands nye store turistattraktion, Dodekalitten med 12 (når de er helt færdige) store udhuggede stenstøtter. Et ret specielt og fascinerede kunstværk med elektronisk »baggrundsmusik«. Fra Kragenæs sejler der færger til Femø og Fejø. Vi tog vores cykler med til de to meget hyggelige småøer. Vejret var desværre både koldt og vådt!!!!

Sommerferien blev selvfølgelig også holdt i DK, og vi lærer mere og mere om vores dejlige land. Ligesom sidste år gik turen til Jylland. Vi besøgte 3 byer langs øst-kysten: Hobro, Ebeltoft og Aabenraa. Dejlige byer, hvor vi især faldt for Ebeltoft hvilket gjorde, at vi blev der længere end planlagt. Dejligt med camping hvor man kan køre fra sted til sted, som man har lyst, når vi blot holder os lidt uden for højsæsonen. Under Corona pandemien, er camping blevet populært. Kaia havde en overnatning hos os i Hobro mens forældrene var til bryllupsfest i Vestjylland. Det var rigtig hyggeligt.

En sensommertur til Sølager ved Hundested nåede vi også. Her havde vi Kaia med på 2 overnatninger. Hun bliver en rigtig god campist, selv om vejret kan være lidt barsk.

Nu håber vi at Coronapandemien lægger sig til næste sommer, for vi har allerede booket fly og autocamper. Turen går til USA og Canada. Vi skal bl.a. besøge min faster, som er flyttet til nybygget hus i Oregon. Hun mistede sidste år vingården i Napa Valley, Californien, da den nedbrændte under de forfærdelige brande! Hun bor nu sammen med sin datter og svigersøn, som er til stor hjælp for hende.

2021 er også året hvor Peter fyldte 70 år. Han ønskede ikke nogen stor festivitas, så dagen blev holdt sammen med nærmeste familie samt naboen. Vi havde en rigtig hyggelig dag. Peter fik bl.a. en 2 dages tur til Knuthenborg Safaripark med overnatning i luksustelt, med udsigt til savannen, sammen med hele familien. Det glæder vi os meget til til næste år.

Efter Corona-nedlukningen har vi igen fået gang i vores Bridgeklub. Ligeledes er mit Fitness center åbent og Peter cykler fortsat med de ældre. Til gengæld er de aktiviteter, jeg deltog i på plejehjemmet ikke rigtig kommet i gang igen, så jeg har fået lidt mere tid til andre ting.

Vi ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

De kærligste hilsener

Peter og Karen