Julekort 2017

Klik på foto for større billede!

Kære alle

Tju hej hvor tiden går. Vi gør hvad vi kan for at følge med. Vi skal dog ikke klage, vi nyder da også, at vi ofte har nogle rolige timer.

Drengene har haft nogle store oplevelser i det forgangne år.
I februar rejste Thomas og Malene til Tanzania. De havde taget orlov i 3 måneder. De ville både arbejde som frivillige U-landshjælpere og holde ferie. De arbejdede bl.a. i et ungdomsfængsel, hvor de indsatte ventede på at få deres dom. Deres primære opgave var at aktivere og være omkring de unge mennesker. En af de store oplevelser var, da de gik på det lokale marked (et sted hvor der sjældent kommer hvide mennesker!) for at købe en ged, for nu skulle der være fest. Geden blev transporteret hjem i taxa! Ud over ged blev der købt masser af frugt og drikkevarer. De fik hjælp til slagtningen, men flere af de unge havde også godt styr på det, og intet gik til spilde. Oplevelsen blev en fantastisk for både givere og modtagere (maden er meget ringe i fængslet).
Malene har boet 2 år i Tanzania som barn, da hendes far var udstationeret der. For hende, blev det også et gensyn med gamle bekendte, og steder.
Der var selvfølgelig også tid til at komme på safari flere gange, hvilket altid er en stor oplevelse.
Lige inden rejsen blev Thomas færdig som pædagog, og arbejder fortsat i SFO’en på en privatskole. Udover det, er han lærevikar og støtte for børn med særlige behov. Malene er for nylig startet i et nyt job hos Paustian. Det håber vi, hun bliver rigtig glad for.
De er i gang med at lave nyt køkken, så boligforholdene er ret kaotiske for tiden!!

Lasse har igen i år været væk fra den danske vinter. Han forlod allerede DK i november sidste år. Først gik turen til Florida sammen med nogle veninder. Her mødte de en masse venlige mennesker og fik nogle super oplevelser. De holdt bl.a. nytår på Bahamas, som de sejlede til i en kæmpe lyst yacht. Fælles for alle destinationerne, udover at finde et sted at bo, finder Lasse også et kontorfællesskab med internet. Her kan han passe sit arbejde, og møde en masse andre Digitale nomader, hvilket giver mange gode sociale relationer.
Efter 3 måneder, rejste Lasse alene videre til Costa Rica, hvor han boede i et par forskellige huse, som han delte med nogle piger, han ikke kendte, men det holder jo lejen nede, og selskabet oppe. Costa Rica blev endnu en fantastisk oplevelse med sol fra morgen til aften, flotte strande, huse uden glas i vinduerne, og en masse dejlige mennesker.

Efter 2 mdr. gik turen videre til Lissabon, som Lasse tabte sit hjerte til, da han var der året før. Han fik plads i samme kontorfællesskab som sidst. Her var der stadig kendte ansigter. Lasse fik lejet en lejlighed, også her baseret på deleøkonomi. Senere flyttede han en etage op, til en nyrenoveret lejlighed, med et par ekstra værelser. Således fik han plads til sine forældre, som kom på en lille uges besøg.
Vi må give Lasse ret, Lissabon er helt klart en dejlig by, og med vores lokalkendte guide, fik vi nogle rigtige dejlige oplevelser. Lasse benyttede også lejligheden til at se steder, han ikke havde set før.
I midten af maj kom Lasse hjem til DK. Hans lejlighed og kontorplads var i god behold, begge var fremlejet under hans fravær.

Bortset fra vores dejlige tur til Lissabon, har vi i år primært holdt ø-ferier. Vi startede med campingvognen på dejlige Bornholm, hvor vi bl.a. oplevede Folke-mødet og Christiansø. Derfra ø-hoppede vi til de to Nordtyske øer, Rügen og Usedom. Der er på disse øer interessante bygningsværker, og et museum om raket teknologiens grundlæggelse under 2. verdenskrig. Steder som Peter længe har ønsket at se. Området er rigtig dejligt, og vejret var med os det meste af ferien.
I august gik turen til Fanø, sammen med nogle gode venner. Her boede vi i det ene af slægtens 2 huse i Sønderho. Det er mange år siden, vi har været der. Vi nød de mange forbedringer huset har fået, og den fantastiske natur øen kan byde på.
Der blev også tid til en sensommertur til campingpladsen ved Storebæltsbroen. Her havde vi besøg af flere venner.

Peter er stadig frivillig cykelpilot på et plejecenter i nabokommunen. Her cykler han ture med de ældre i rickshaw-cyklen. De har også haft flere fællesture hvor alle kommunens rickshaw-cykler mødes for at give flere ældre en fælles oplevelse. Bl.a. rundt i København til Langelinie, Amalienborg, Nyhavn og Operaen.

Jeg er lige startet som frivillig på plejecenteret, hvor min mor er. Det er hyggeligt at komme op og synge og danse med de ældre.

I vinterhalvåret forsøger vi fortsat at holde hjernen frisk med lidt hygge-bridge, i en mindre klub. Derudover spiller Peter lidt turneringsbridge, når der er brug for en substitut, i de lidt større klubber.

2017 blev også året hvor min mor fyldte 90 år. Vi holdt en hyggelig lille fødselsdag med den nærmeste familie her hos os.

I ønskes alle en rigtig glædelig jul samt et godt nytår
De kærligste hilsener
Peter & Karen