Julekort 2018

Klik på foto for større billede!

Kære alle

Så er det igen blevet tid til at berette lidt om vores oplevelser i årets løb. Selv om vi begge er blevet pensionister, er der ingen problemer med at få tiden til at gå.

2018 har budt på glædelige begivenheder, men også en enkelt trist. I marts døde min lille mor. Hun havde haft en del ned- og op-ture med sygdom, så det var godt hun fik fred. Vi havde en meget fin bisættelse med få mennesker. Hun ville have nydt at deltage!

Det mest glædelige er, at vi skal være bedsteforældre. Thomas og Malene venter en lille pige nytårs aften, eller når tid er. Vi glæder os vanvittig meget.
I løbet af året fik Thomas nyt job. Han arbejder som pædagog, på Behandlings-skolerne i Vanløse, i en klasse med autistiske børn. Et meget spændende job, som han er meget glad for.
Malene er fortsat hos Paustian, men er her sidst i november gået på barselorlov.
De har kigget på hus, både i Horsens og i Nordsjælland, men har besluttet at sætte det i bero, indtil videre.
De har også haft tid til at rejse. I vinter var de i Thailand med Malenes forældre, og i sommer var de på kør-selv-ferie til Alsace. De havde lånt en bil af Malenes forældre.

Lasse har haft et roligt år, i hvert fald rejsemæssigt. Næsten 1½ år hjemme! Men nu tager han så revanche. D. 5. november rejste han til Bali, hvor han forventer at være i mindst 2 mdr. Han har købt en pakkeløsning indeholdende kontor plads, simkort med internet, leje-bolig (stort værelse i en stor villa) og leje-scooter m.m. Vi nyder hans billeder, som han har lægger på internettet. Der ser fantastisk dejligt ud. Faktisk ville vi gerne besøge ham, men den høje varme og fugtighed afholder os fra det! Vi håber han bliver rigtig glad for at være der. Hvor turen går hen derefter, må tiden vise. Hans plan er at komme hjem til maj! Hans lejlighed er udlejet.

Vores ferieår startede i maj med en uge i Rom, sammen med venner. Vi havde lejet en dejlig AirBnB lejlighed i det centrale Rom.

Sidst i maj, startede vi vores campingliv sydpå. De første 9 dage sammen med vennerne. Vores første stop blev Liechtenstein, lidt anderledes end planlagt og dyrt, men et utrolig dejligt land med gode cykelmuligheder bl.a. langs Rhinen.
Da vi havde sendt vennerne hjem, fortsatte Peter og jeg til Ledro søen i Italien. En lille fredelig, men flot sø i nærheden af Gardasøen (væk fra al turist halløj’et!).
Herfra gik turen videre til Dolomitterne i Norditalien. Et helt fantastisk flot område med flere del-områder som er på Unesco’ verdensarvs liste. Det blev bl.a. til en 11 km lang vandretur rundt om ”De tre Tinder”, sammen med et væld af andre turister! En lidt strabadserende, men en fantastisk flot tur.
Vi fik faktisk vandret en del i ferien, både i de Liechtensteinske, Italienske og Østrigske Alper.
Efter Dolomitterne gik turen til vores yndlingssted nær Zell am See i Østrig. Det blev desværre kun til 4 dage, da vejret blev dårligt. Vi valgte at køre hjem og forlod vores elskede Østrig i silende regn, men vi havde så også været væk i 4 uger.
Sommeren bød også på en weekendtur til Horsens, hvor Malenes forældre holdt et større fødselsdagsarrangement. En dejlig fest og møde med Malenes familie. Sjovt at se området hvor Malene er opvokset, og hvor de har kikket på hus.

Her på Ellekrogen har vi i løbet af sommeren givet vores stue/køkken en større omgang. Gulvet er blevet afslebet og lakeret af gulvsliber, og vi har selv malet vægge og loft. Det er blevet rigtig flot. Vi havde glæde af det fine sommervejr, da vi jo i en periode måtte leve ude på terrassen og i haven.

Nu skulle man jo tro, at vi havde fået ferie nok… men nej, i august smuttede vi lige 14 dage til Odense med campingvognen (det er hårdt at være pensionist!). Der skete en masse i Odense med både blomsterfestival, HC Andersen event. m.m.

I september sluttede vi ferieåret af med en 5 dages tur til Edinburgh sammen med 2 hold gode naboer. En super dejlig oplevelse og en by vi gerne kommer tilbage til.

Peter er stadig cykelpilot for ”Cykling uden alder” og har mange dejlige ture sammen med de ældre. Peter har fået et godt samarbejde med 2 andre piloter, hvor de ind i mellem tager på fællesture. Bl.a. en sommerdag med 3 ældre til kaffe og kage i vores have.

Jeg er fortsat frivillig på det plejehjem, hvor min mor boede. En gang om ugen er jeg rundt i flere afdelinger, sammen med musikterapeuten, hvor vi synger med de ældre. Om eftermiddagen hjælper jeg til med Banko spil.
En gang om måneden er jeg også med til erindringsdans. Det er alt sammen meget hyggeligt.

Vi spiller fortsat bridge hver mandag og da Peter ikke kan få nok, spiller han også med anden makker om onsdagen. Desuden spiller vi ”hyggebridge” med flere vennepar.

I ønskes alle en rigtig glædelig jul samt et godt nytår
De kærligste hilsener Peter & Karen