klik på foto for større billede!
Kære alle
2019 har været et dejligt år, vores første år som bedsteforældre. Uha, det er vanedannende og vi nyder al den tid, vi kan få sammen med skønne lille Kaia.
Malene og Thomas er startet på et helt nyt kapitel i deres liv, et liv som forældre! En stor omvæltning der har budt på travlhed, søvnløse nætter, men også en berigelse af glæder.
Malene havde de første 9 mdr. af barselsorloven, og er nu tilbage hos Paustian, i den nye afd. i Københavns centrum. Thomas har haft orlov siden starten af september og skal starte arbejde igen d. 9. december (Behandlingsskolerne i Vanløse). De har begge været heldige, at deres arbejdsgiver har accepteret, at de går ned i tid indtil 1. april, hvor Kaia starter i vuggestue. Det medfører, at vi skal passe Kaia 10 dage i december, og derefter en dag om ugen indtil april. Det glæder vi os rigtig meget til :o)
I september var de 11 dage på Azorrerne. De havde en dejlig ferie med gode oplevelser, men det var selvfølgelig på Kaias præmisser.
De bor stadig i lejligheden i Dyssegård, som netop er blevet sat til salg. Det har knebet med at få overskud til at finde en større bolig, og især overvejelserne om det skal være i Horsens- eller Københavnsområdet.
D. 8. december bliver Kaia 1 år og vi er inviteret til stor fødselsdag i lejede lokaler!
Lasse rejste jo til Bali sidste år og blev der i 3 mdr. Han havde et fantastisk liv der omgivet af en masse skønne mennesker. Selvom det var regntid, fik han virkelig oplevet den smukke ø.
Efter Bali gik turen til Aukland i New Zeeland. I starten sammen med en veninde han mødte på Bali. I New Zeeland havde han også mange gode oplevelser hvor temperatur og fugtighed er mere behagelig end på Bali. Efter 3 mdr. gik rejsen mod DK via Doha i Qatar, med et 2 dages ophold. En noget anderledes oplevelse.
1. maj var Lasse hjemme igen, og så fik han hilst på sin lille niece!
Rent arbejdsmæssigt er Lasse, i en længere periode, tilknyttet et projekt som ledes fra Aarhus. Hver 3. uge er han til møde derovre, så der går nok nogen tid, før der bliver plads til udenlandsrejser igen. I år er han hjemme i julen :o)
Lasse har desværre haft problemer med sine hø. skulder, som har været gået af led flere gange igennem flere år. I september blev han opereret og alt gik fint. Men det er en længere omgang med genoptræning (op til et halvt år) inden han må dyrke sport, hvilket han savner.
Bortset fra vores nye liv som bedsteforældre, er alt i det store hele ved det gamle for Peter og jeg. Vi spiller fortsat bridge i vinterhalvåret, og har stadig vores frivillige arbejde, henholdsvis som cykelpilot og »blæksprutte« på plejehjemmet.
Vi har brugt 2 mdr. af sommeren på rejser. Det er vi rigtig gode til :o)
Vi startede i maj med en lille uge i Karrebæksminde, for at afprøve nyt udstyr til campingvognen.
Sidst i maj gik campingturen til Polen, primært Sydpolen :o). Det blev en positiv oplevelse i et meget velfungerende land. Vi var bl.a. i Krakow, som er en rigtig dejlig by. Derfra var vi på tur til Auschwitz, hvilket var en barsk oplevelse. Sidste plads i Polen var ved byen Zakopane, som ligger ved foden af Tatrabjergene, der danner grænse til Slovakiet. Der var vi på vandretur på en bjergkam med et ben i hvert land.
Efter Polen fortsatte turen til vores elskede Østrigske Alper, hvor vi først lå ved en sø i Kärnten og senere flyttede vi til vores yndlingsplads nær Zell am See.
En uge efter vores hjemkomst, var vi på farten igen. Denne gang til Sønderho på Fanø, hvor vi havde lejet begge husene, så vi kunne have Malene, Thomas, Kaia og Lasse med. Det var rigtig familiehygge og vi nød at være så meget sammen med dem alle. Det var mange år siden, de unge havde været på Fanø. Vejret var hæderligt, om end ikke særlig sommerligt.
I august gik campingturen til Samsø sammen med vores venner. Ingen af os havde været der før. Vi fik plads i første række med en fantastisk udsigt ud over Storebælt. Ind imellem lidt blæsende! Da vennernes ferie sluttede, fortsatte Peter og jeg til en plads ved Holbæk. Også her fik vi en super plads i første række med udsigt til fjord og eng med græssende heste. Ren idyl.
Vi havde håbet på en sensommertur, men kalender og vejr kom ikke til at passe sammen.
I år er det første gang i mange år, at vi ikke skal holde juleaften. Min niece m. familie har inviteret, og 1. juledag har min nevø og hans kæreste inviteret til deres nye hus. Det glæder vi os rigtig meget til.
Bedsteforældrene må jo dele Kaia, så hun og hendes forældre, holder i år jul i Horsens sammen med Malenes forældre.
Vi slutter med at ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
De kærligste hilsener
Peter og Karen